ANNONCE
Når et metalemne ankommer til byggepladsen, ser det ofte færdigt ud. Farven er på plads, overfladen er ensartet, og komponenten er klar til montage. Derfor er det let at opfatte lakeringen som det sidste kosmetiske led i en længere produktionsproces.
I praksis bør beslutningen om overfladebehandling træffes langt tidligere.
Et beslag, en ventilationskomponent eller et metalkabinet skal ikke bare have en bestemt farve. Overfladen skal også passe til materialet, produktionen, anvendelsesmiljøet og den efterfølgende montage. Hvis de forhold først bliver diskuteret, når komponenterne næsten er færdige, kan man ende med unødvendige omveje, ekstra klargøring eller en behandling, der ikke passer optimalt til emnet.
Industrilakering er derfor ikke kun noget, der sker efter produktionen. Det er en del af selve planlægningen af produktet.
Overfladen er en del af komponentens funktion
I byggeriet findes metaldele overalt. Nogle er næsten usynlige, mens andre bliver en tydelig del af arkitekturen. Det kan være bygningsbeslag, ventilationsriste, stålkonstruktioner, kabinetter, inddækninger eller specialproducerede komponenter.
Fælles for dem er, at overfladen har mere end én opgave.
Den skal naturligvis have det ønskede udseende, men ofte skal den også kunne tåle daglig håndtering, rengøring eller påvirkninger fra det miljø, hvor komponenten skal bruges. En del, der sidder beskyttet indendørs, møder andre krav end et emne, der placeres i et mere udsat teknisk miljø.
Samtidig kan geometrien have stor betydning. Et enkelt fladt beslag er forholdsvis ukompliceret, mens et emne med samlinger, gevind, pakninger eller kontaktflader kræver mere omtanke. Nogle områder skal måske slet ikke have lak, fordi de senere skal indgå i en mekanisk samling.
Derfor bør spørgsmål om afdækning, ophængning og ønsket finish være kendt, før produktionen er helt afsluttet. Det gør det lettere at tilpasse emnet til den efterfølgende behandling og mindsker risikoen for, at noget først skal ændres i sidste øjeblik.
Farven er med andre ord kun den synlige del. Den gode løsning opstår, når selve komponentens funktion er tænkt sammen med overfladen.
Pulver eller vådlakering afhænger af mere end udseendet
Når behandlingsmetoden skal vælges, bliver forskellen mellem pulverlakering og vådlakering relevant.
Pulverlakering kan være en robust løsning til mange typer metalemner, men processen indebærer typisk hærdning ved høj temperatur. Det stiller krav til, at hele komponenten kan tåle varmen.
Hos Malerflex indgår både pulver- og vådlakering som en del af virksomhedens arbejde med industrilakering, og netop kombinationen af forskellige metoder er vigtig, fordi ikke alle emner bør behandles ens.
En ventilationskomponent kan eksempelvis indeholde pakninger, mærkninger eller andre dele, som ikke nødvendigvis har godt af en høj hærdetemperatur. I sådanne tilfælde kan vådlakering være mere relevant. Det samme gælder komponenter, hvor konstruktionen eller det samlede materiale stiller andre krav til processen.
Omvendt kan pulverlakering være oplagt til en lang række metalkomponenter, hvor en ensartet og modstandsdygtig overflade er ønsket.
Det afgørende er derfor ikke at vælge metode efter vane.
Før behandlingen bestemmes, bør man blandt andet kende emnets materiale, anvendelse, sammensætning og krav til finish. Hvis komponenten består af flere materialetyper eller indeholder varmefølsomme elementer, bør det være en del af vurderingen fra begyndelsen.
Det samme gælder krav til farve og glans. Skal flere forskellige leverancer senere monteres tæt på hinanden, kan små forskelle i overfladen blive meget synlige. Derfor er det en fordel at have klare specifikationer for eksempelvis farvekode og glansniveau, inden produktionen går i gang.
På den måde bliver lakeringen ikke bare en afsluttende service, men en teknisk del af projektet.
Når finishen er planlagt tidligt, bliver montagen lettere
Problemer med overfladebehandling viser sig ofte på et tidspunkt, hvor der er mindst plads til dem.
Komponenterne er produceret. Montagen er planlagt. Tidsplanen er stram. Og så opdager man, at en kontaktflade er blevet lakeret, at et gevind skal renses, eller at en del ikke kan behandles med den oprindeligt valgte metode.
Mange af den slags situationer kan undgås, hvis overfladebehandlingen bliver tænkt ind allerede i projekteringen.
Det betyder ikke, at alle detaljer nødvendigvis skal være fastlagt fra første skitse. Men det bør være afklaret, hvilke emner der skal lakeres, hvilke områder der skal holdes fri, hvilken finish der ønskes, og om komponenterne stiller særlige krav til behandlingsmetoden.
For produktionsvirksomheder og smede kan det desuden være relevant at tænke over, hvordan emnerne leveres til lakering. Svejsninger, grater, skarpe kanter og rester fra produktionen kan påvirke den efterfølgende klargøring. Jo bedre udgangspunkt overfladebehandleren får, desto mere smidig bliver processen.
Det samme gælder logistikken omkring montagen. Hvis flere serier af komponenter skal have samme farve og udtryk, er det en fordel at koordinere dem samlet. Hvis enkelte dele kræver særlig afdækning eller en anden behandlingsmetode, bør de identificeres tidligt frem for at blive opdaget, når resten af leverancen allerede er færdig.
Industrilakering ligger måske sent i den fysiske produktionsproces, men planlægningsmæssigt bør den ligge langt tidligere.
Når overflade, metode og montage tænkes sammen fra starten, bliver det lettere at undgå efterarbejde og improviserede løsninger. Den sidste lakering bliver dermed ikke en isoleret finishingproces, men den naturlige overgang mellem produktion og det sted, hvor komponenten til sidst skal fungere.
